Ingen IP adgang

Handlingsplan

29. okt. 2010 af Gert Rønnow
Tags: bips
Handlingplan for 2011

I 2011 vil igangsættelse af projekter både i bips og i Videncenteret tage udgangspunkt i de behov, som medlemsvirksomhederne og brugerne har, og sådan som de kommer til udtryk gennem bips nye fora og gennem medlemsundersøgelser, interviews, erfa-grupper mv. med henblik på at opnå mest mulig produktivitet og brugsværdi ude i virksomhederne og for hele byggesektoren.

De projekter, der vil blive prioriteret højest er de, der vil give mest produktivitet for pengene her og nu, og også på den lange bane vil bevirke de største fordele. Det kan både dreje sig om udvikling af sektorens generelle standarder og grundlag for digital arbejdsmetode og informationsudveksling, som direkte udvikling af arbejdsmetoder og værktøjer til brug ude i medlemsvirksomhederne.

En række af de forslag til udviklingsinitiativer, der ligger fra bips gamle udvalg vil blive vurderet i sammenhæng med de behov, som bliver afdækket af deltagerne i bips nye fora og efter de nye principper. Derfor vil bips nye styregruppe successivt tage stilling til projektforslag og –beskrivelser, der udspringer fra fora og foretage prioriteringer blandt disse. Hvis den løbende dialog med medlemsvirksomhederne viser akutte behov for indsatsområder, der ikke er med i de første projektovervejelser, er bips klar til i løbet af året at sadle om og prioritere disse højt.

bips styregruppe vil kunne bede flere fora om at udtale sig om de emner og projektforslag med henblik på at få problematikker så tværgående og godt belyst, at en prioritering er mulig.

Videncenterets indsatsområder vil gennem behovsundersøgelser og værdianalyser successivt blive konkretiseret i udviklingsprojekter med henblik på at skabe standarder inden for byggeriets digitale infrastruktur. Også videncenterets nedsatte styregruppe vil kunne bede en række af bips fora om tværgående at give deres besyv med vedrørende de rejste problemstillinger indenfor videncenterets indsatsområder.

Det forventes, at der udvikles nye arbejdsmetoder i en synergi mellem bips og videncenterprojektet og udstrakt kommunikation om projekter og resultater via bips nye hjemmeside. Vi håber at mange af byggeriets virksomheder og brugere vil tage aktiv del, både i debatter, med faglige input og direkte i udviklingsarbejdet.

Den internationale vinkel med hensyn til standardisering indenfor emner som klassifikation, BIM (Building Information Modelling), informationsstrukturering, dataudvekslingsformat, egenskabsdata mv. vil fortsat være vigtig, for at sikre at de projekter, vi sætter i gang i Danmark, er i samklang med den udvikling, der foregår internationalt.

Beskrivelsesforum i 2011

Beskrivelsesværktøjet går efter færdiggørelsen af den store revisions ind i en periode hvor der dels vil være fokus på drift, inkl. løbende opdatering og nyhedsformidling, dels færdiggørelse af igangværende projekter med nye beskrivelse og dels udvidelser med renoveringsindhold i yderligere en række beskrivelser. Derudover vil der være fokus på en række emner, der yderligere vil være med til at forstærke brugen af værktøjet.
bips beskrivelsesforum vil i 2011:

  • Færdiggøre arbejdet med igangværende arbejder med 11 nye arbejdsbeskrivelser
  • Færdiggøre pakken med de 15 første beskrivelser med renoveringsindhold
  • Arbejde med hvordan beskrivelsesværktøjet skal udvikle sig i fremtiden, specielt i forhold højere grad af digitalisering
  • Arbejde med at få funktionsudbud ind i beskrivelsesværktøjet
  • Opstarte et projekt om tolerancer i byggeriet, med henblik på at etablere et operationelt værktøj der kan bruges af byggeriets parter for fastlæggelse og brug af tolerancer. Værktøjet vil blive knyttet til beskrivelsesværktøjet
  • Arbejde med emnet kontrol, herunder udbudskontrolplan, resulterende i en anvisning om emnet
  • Arbejde med et digitalt værktøj for bedre styring og formidling af hvad der er gældende referencer for et givent arbejde på et givent tidspunkt
  • samarbejde med Videncentrets foretage indledende og overordnede vurderinger af beskrivelser som en del af BIM, herunder brug af egenskabsdata.

Cad-fora i 2011

De nedsatte cad-fora vil komme til at nydefinere en række projekter med udgangspunkt i virksomhedernes aktuelle behov, og styregruppen vil skulle prioritere. Emner de vil blive taget op vil sandsynligvis være:

  • Revision af den eksisterende cad-manual
  • Om der er behov for softwarespecifikke tillæg til cad-manualen
  • Om der skal udvikles objektbiblioteker
  • Om der skal konkretiseres yderligere vedr. informationsniveauer, og hvordan brugen af egenskabsdata i cad skal standardiseres. Dette skal ske i samklang med videncenterets arbejde
  • Et kig på det katalog af projektmuligheder bips tidligere cad-udvalg formulerede inden ændringen af udvalgsstrukturen.

Kommunikation, aftaler og klassifikation i 2011

På dette område, hvor de forskellige fora sandsynligvis vil have samstemmende ønsker til en række tiltag, er der allerede iværksat en række initiativer, der vil blive afviklet først:

  • Højeste prioritering i starten af 2011 bliver færdiggørelse af Dokumenthåndtering.
  • Der vil blive foretaget en hurtig opdatering af IKT-ydelsesspecifikationerne på baggrund af den revision, der har fundet sted af bekendtgørelsen og de digitale bygherrekrav.
  • Det tidligere Fundamentudvalgs katalog af projektmuligheder vil blive gransket i forhold til bips overordnede strategiske overvejelser og vil blive prioriteret af styregruppen i forhold til, hvor virksomhedernes behov viser sig at være størst.

Videncenteret i 2011

Klassifikations- og DBK-aktiviteterne samt aktiviteter omkring egenskabsdata, informationsniveauer og opmålingsregler vil blive varetaget af Videncenteret.

Videncenteret starter med at planlægge og organisere projektaktiviteterne. Derefter vil der blive foretaget behovsafdækninger og værdianalyse indenfor de udpegede indsatsområder, og på basis af disse vil der blive formuleret en række projektbeskrivelser, som videncenterets styregruppe skal tage stilling til i forhold til indhold og prioritering. Derefter igangsættes konkrete projekter. 

Der ligger en stor opgave for videncenteret og samarbejdspartnerne i at få etableret og faciliteret de 6 netværk, som skal være med til at organisere deltagelse og input til centerets arbejde.

Udførelsesforum i 2011

Udførelsesforum vil markedsføre kendskabet til Udførelsesabonnementet i 2011 ved samarbejde med de udførendes og materialeproducenternes organisationer og via diverse netværk.
Samtidig vil dette forum komme med input til beskrivelsesområdet og til de indsatsområder, som videncenteret skal arbejde med. Områder af særlig interesse er:

  • Egenskaber, opmåling og tolerancer.
  • Fortsat indsats med standardisering af dokumenter.

buildingSMART-forum i 2011

buildingSMART-forum vil søge at udnytte det kendskab, der nu er blevet til området i Danmark og den goodwill, Summit Week-arrangementet skabte, til at udbygge engagementet i Danmark og samarbejdsrelationerne i det internationale udviklingsmiljø.

Der vil blive sat fokus på UserGroups og brugerinput, og man er også klar til at deltage med input og indsats til videncenterets arbejde.

Samtidig vil der blive set på hvilke relevante projekter, der i øvrigt vil kunne igangsættes fra dansk side, og som skal bringes frem til styregruppens stillingtagen. Udvalget har et etableret et projektkatalog, der kan arbejdes videre med:

  • Oversættelse af objektbetegnelser og -definitioner samt egenskaber i IFC til dansk
  • Vurdering af informationsbehov i forhold til danske forhold
  • IFC udvidelsesprojekt
  • Understøtning af software implementering og international koordinering
  • Kvalitetssikring af IFC implementeringer, IFC vejledninger
  • Etablering af IFC Helpdesk-funktion i Danmark.

De tværgående aktiviteter

Den samlede koordinering, prioritering og styring af projekterne i bips vil i 2011 blive håndteret af den nedsatte bips styregruppe.

I 2011 bliver bips-konferencen holdt den 26.-27. september – igen på Nyborg Strand. bips forskellige fora vil hen over foråret fastlægge dette års temaer og begynde at indhente indlæg, der vil have bred interesse for medlemskredsen.
Foreningen håber, at den nye hjemmeside, der i højere grad afspejler de udviklingsaktiviteter og den videndeling, bips som udviklingsnetværk efterhånden er blevet for den danske byggesektor og den samlede medlemskreds af firmaer. Vi håber at mange af byggeriets virksomheder og brugere vil få glæde af og benytte de muligheder, hjemmesiden åbner op for.
Den vil også blive en bedre platform for bips kerneprodukt: Download og anvendelse af publikationer og værktøjer. Formidling, debat og feedback forventes at blive en del af det fremtidige indhold og aktiviteterne på hjemmesiden.

Personlig adgang

Log ind for at få adgang til værktøjer og personlige favoritter.